Ledig og Svedig - Positivt eller negativt?

Da jeg i oktober sidste år blev færdig med min uddannelse som Cand.mag. i Æstetik og Kultur, var jeg fuld af fortrøstning. ”Ork!” sagde jeg, ”Jeg har nok et job, inden der er gået 3 måneder. Hvis bare jeg har det, så er det fint. Jeg vil jo ikke være urealistisk.” Nu er det efterhånden 5 måneder siden, jeg kom med denne udtalelse, og jeg må sande, at jeg kommer til at æde mine ord i mig igen. Selv efter næsten 20 års skolegang er jeg stadig ikke interessant for jobmarkedet. Men hvad er det, jeg gør galt?

I løbet af mine knap 5 måneders ledighed har jeg sendt næsten 50 ansøgninger – og jeg har ikke modtaget et eneste positivt svar. Jeg ville gerne, at jeg kunne blive ved med at skyde skylden på samfundet, jeg er jo ikke den eneste i denne situation, og så har jeg oven i købet en humanistisk uddannelse! Til mit første møde på A-kassen fik jeg denne kommentar: ”Nå, du er uddannet indenfor det kulturelle felt? Ja, du kommer til at være her et stykke tid.” (Forestil jer en a-kasse-medarbejder, der læner sig langt tilbage i sin stol med et smørret grin fra det ene øre til det andet.) Så der stod jeg, nyudklækket og klar på næsten hvad som helst, og så er der ingenting – ikke andet end en spydig kommentar og en rådighedsgodkendelse.

Selv om den aktuelle bruttoledighed er på over 160.000, er det stadig et tabu at være ledig.  Jeg oplever det hver eneste gang, jeg bliver spurgt om, hvad jeg laver. Når jeg så svarer: ”Jeg er ledig”, kan jeg nærmest se forvandlingen i personens ansigt: Mundvigene vender pludselig nedad, øjenbrynene tager en bekymret drejning, øjnene bliver blanke som små hundeøjnene, og så kommer ordene: ”Nåååårh, det var da synd for dig!” Som om, det er den værst tænkelig ulykke, der er overgået mig. Og så forventes der ligesom, at jeg skal stemme i, nærmest bryde ud i gråd over min ulykkelige skæbne. I stedet giver jeg standardsvaret: ”Tjah, men det er der jo så mange, der er.” Og det er jo også rigtigt. Men alligevel sniger den dårlige samvittighed og usikkerheden omkring ikke at være god nok sig ind på mig bagfra og overmander mig langsomt.

Derfor er jeg ledig og svedig. Jeg er ledig i ordets negative forstand. Jeg mangler et job, og derfor er jeg udstødt fra samfundet – også selv om jeg er en del af de 160.000 andre ledige. Og det gør mig svedig. Jeg bliver nervøs og tænker: ”Hvad skal der dog blive af mig?” Jeg er frustreret, fordi jeg konstant bevæger mig inden for en enormt negativ sfære, som jeg hele tiden skal forsøge at vende til noget positivt. Så det gør jeg nu.

Jeg er ledig i ordets positive forstand. Jeg har ganske vidst ikke noget job, men det betyder bare, at alle muligheder er åbne for mig, jeg kan gå hvilken vej, det skal være (hvis det da så bare forholdt sig sådan, at jeg kunne vælge og vrage). Og så er jeg svedig i ordets anden betydning: jeg er sej, jeg er mega svedig! Jeg kan jo faktisk mange ting, og jeg har masser at byde på – men hvorfor er der så ingen, der kan se det?

Nej, det er ikke nemt at være ledig og svedig. Og jeg er jo ikke den eneste. Måske kan jeg blogge mig til en positiv indstilling uden negative sidekommentarer? Det skal i hvert fald prøves!

Mit næste blogindlæg handler (igen) om ledighed som tabu: Hvad er det, der får vores omgangskreds til at ha’ så ondt af os? Hvad skal vi gøre med det konstante negative fokus? Og hvorfor er det, at det ikke er til at slippe af med den sorte sky fyldt med dårligdomme, der svæver over ens hoved, når man er ledig?

Jeg håber, jeg har vakt nogens interesse, og at I vil følge med i, hvilke tanker jeg gør mig om det at være ledig og svedig. Jeg glæder mig i hvert fald til at dele dem med jer. J