onsdag den 13. november 2013

Så kører den gamle løntilskudsmølle...

Efter jeg forlod bloggen sidste gang med en masse fornyet gå-på-mod i forhold til min jobsøgning, er det nu endelig lykkedes for mig – jeg har fået et job! Eller det vil sige, rent teknisk er jeg stadig ledig, for jobbet er med løntilskud. Men ikke desto mindre behandler jeg det stadig som et ”rigtigt” job.

Alligevel er oplevelsen af at være ansat i løntilskud noget dobbelt, nærmest oxymoron'isk om man vil. For hvor meget det end minder om rigtigt arbejde, og hvor meget ansvar man end får, så sidder du alligevel med en A-kasse og et jobcenter, der puster dig i nakken. For når du er i løntilskud, så er det jo stadig a-kassen eller jobcenteret, der reelt set betaler din løn.

Der er også noget underligt ved at blive omtalt som ”gratis arbejdskraft”. Det er jo rent faktisk det, man er. For hvor meget både jobcenteret, a-kassen og politikerne, meget aktuelt, taler godt for ordningen, for virksomhedspraktik og for jobrotation generelt, ja så føles ordningerne for os, der sidder i dem, lidt ligesom (undskyld udtrykket) at pisse i bukserne for at holde sig varm. Og det har egentlig også samme effekt på psyken.

Nu skal det ikke lyde som om, at jeg ikke er utrolig taknemmelig for det arbejde, jeg har fået. Jeg nyder utrolig godt af at have fået en hverdag, at have kolleger og at have ansvar og føle, at jeg udretter noget. Endelig kom der en succesoplevelse midt i mit sure, arbejdsløse liv. Jeg oplever som 26-årig den første egentlige renæssance i mit liv. Efter at have kigget ind i væggen i omkring et år, er mit liv nu pludselig fyldt med en masse muligheder. Og jeg nyder at kunne bruge mit hoved igen og være kreativ – jeg nyder at have en identitet, ja jeg nyder næsten mest af alt at have en jobtitel. For nu har jeg endelig et svar på det evige spørgsmål: ”Nå, hvad laver du så?”

Desuden kan værdien af at have weekend, når det er weekend og at have noget at stå op til, ikke sammenlignes med særligt mange andre former for følelsen af at have indhold i sit liv og at gøre nytte. Jeg føler, at jeg udretter noget hver dag, at jeg har fortjent at slappe af, når jeg kommer hjem – en følelse, jeg næsten havde glemt, eksisterede.

I min rus af lykke over at have fået et job og den lyst, det har givet mig til at genopfinde mig selv, er der dog ikke langt til afgrunden. Udløbsdatoen på min dagpengeperiode kommer nærmere og nærmere, og hvor ihærdigt jeg end prøver, så lykkes det ikke at skubbe tankerne væk. Midt i min lykkerus må jeg se realiteterne i øjnene: Jeg er stadig ledig.

Og når det så småt går op for mig, så driller min løntilskudstilværelse mig. For det er enormt svært at finde 100 % lykke i et job, som egentlig er en nødløsning. Selv om jeg nok har været en af de mere heldige med mit løntilskudsjob, ja så har jeg stadig været nødt til at tage jobbet, fordi jeg ikke har andre muligheder. Og selv om jeg værdsætter al den erfaring, jeg får lige nu, så er det stadig netop det – en nødløsning. Jeg er ikke ude af systemet, jeg har stadig ikke noget ”rigtigt” arbejde.

Og så kommer jeg til det problem, som jeg altid nævner, men som er så svært at undgå, fordi hele vores system bygger på det: økonomi! Der er absolut ingen økonomisk fordel ved at være i job med løntilskud. Forhåbentlig er der en fordel ved det på længere sigt, men jeg tvivler stærkt på, at det egentlig har en effekt. Det forholder sig faktisk sådan, at jeg lige nu får mindre i dagpenge ved at arbejde 32 timer om ugen, end jeg gjorde ved at trisse rundt hjemme i lejligheden. Og i min bog virker det altså virkelig absurd!

Jeg er godt klar over, at løntilskud er beregnet til at give erfaring, få en fod inden for på jobmarkedet og i bund og grund faktisk give mulighed for fastansættelse på længere sigt. Men sådan forholder det sig virkelig sjældent! Det er jo en mega lækker ordning for alle virksomheder – gratis arbejdskraft, slurp, det kan vi godt li’. Så hvem skulle være interesserede i at gøre jobbet fast? Der står i tusindvis af akademikere i kø, som snart vil sælge deres sjæl bare for at få et eller andet at lave – tro mig, jeg har selv stået i den kø.

Og derfor er det simpelthen så vigtigt, at alle os ledige sørger for at gøre vores familie og venner opmærksomme på, at løntilskudsordningen måske ikke er så lukrativ endda. Erfaring er ganske vidst uvurderlig, men man skal også huske på, at man ikke lader sig udnytte af systemet. For hvor meget lykke et midlertidigt job end kan gøre, ja så fjerner det altså ikke din konstante bevidsthed om, at du stadig er ledig.

Lykken er endelig at have en identitet og føle, at man gør nytte hver dag – ulykken er, at den identitet unægteligt bliver revet fra dig igen lige om lidt. Lige som det at være ledig, er det at være i løntilskud også et af verdens hårdeste jobs, fordi du konstant skal balancere mellem at være lykkelig og ulykkelig – mellem at være i job og arbejdsløs. For mit eget vedkommende forsøger jeg så vidt muligt at blive i min lykkerus.

God onsdag aften til alle!

- Helle