Den ”selvforskyldte” negativitet – Skru du bare ned for tante Tut og Onkel Børge

Påskens komme betyder, at man bliver ekstra svedig som ledig. Det gør man som regel under højtider, for det betyder, at man skal være sammen med familie og venner til et utal af påskefrokoster og komsammener. Og her undgår man sjældent spørgsmål som: ”Hvordan går det så?”, ”Er du stadig ledig?”, ”Er der noget at søge?” (disse spørgsmål er selvfølgelig nydeligt akkompagneret med den klassiske hængemule og de våde øjne). Meget ofte er disse spørgsmål efterfulgt af et yderligere spørgsmål, der som regel begynder med: ”Har du tænkt på, at du kunne…” – og så kommer mirakelkuren! De fleste ”normale” (her bruger jeg termen fra sidste indlæg, dvs. normal = mennesker med arbejde) tror, at de lige nøjagtig ved, hvordan en ledig kan komme i arbejde. Og det gør de måske også, de er jo selv kommet i job en gang – eller ved de nu også det?

Det pudsige ved et spørgsmål som dette er, at man antager, at en ledig ikke har overvejet alle de muligheder, der kunne være for at komme i arbejde. Faktisk forholder det sig uden tvivl sådan, at de fleste ledige, efter et stykke tid i hvert fald, begynder at overveje og udtænke forskellige planer for, hvordan man kan komme i job – siden det, man har gjort, jo ikke har virket indtil videre. Problemet er (igen), at man alt for hurtig bliver negativ som ledig. Man sidder i en situation, hvor man for alt i verden SKAL have et arbejde, og gerne så hurtigt som muligt.

Derfor er det også umådeligt irriterende (for nu at bruge et måske lidt barnligt men ikke desto mindre sandt udtryk), når man kommer til at tale med andre, der tror, de har knækket koden. ”Hvis du bare gør sådan og sådan, så skal du nok få et job.” Hvis det virkelig var så nemt, mon jeg så ikke allerede havde knækket koden selv? Der er forskel på folk, det er jeg klar over, og jeg siger ikke, at der ikke findes ledige, der udnytter systemet, eller som ikke har tænkt alle muligheder igennem. Men som sagt, er de fleste ledige faktisk utilfredse med at være ledige (jo, den er god nok!), og derfor forsøger vi faktisk at finde en masse alternative måder til at komme i job. Det er vigtigt at forstå, at vi alle sammen er forskellige, bare fordi vi alle sammen er ledige, er vi ikke nødvendigvis ens. Hvad der fik dig i arbejde, er ikke nødvendigvis det, der får mig i arbejde.

Desuden er det naivt at foreslå, at enhver ledig vil være tilfreds med et hvilket som helst job. Personligt bliver jeg med jævne mellemrum foreslået at blive lærevikar i folkeskolen – bare for at ha’ noget at lave. Selv om det ofte er venligt ment, kan jeg faktisk gå hen og blive ganske harm over det af følgende 4 grunde:

1. Hvis jeg gerne ville være folkeskolelære, så havde jeg helt sikkert taget en folkeskolelæreuddannelse.
2. Jeg har ikke lyst til at være folkeskolelære, det ligger faktisk slet ikke til mig at skulle have ansvaret for så mange børn på en gang – også selv om jeg ”bare” er vikar.
3. Jeg ville ikke bryde mig om at skulle ta’ et job fra en læreuddannet, som rent faktisk har lyst til at undervise og ville gå til opgaven med større engagement, end jeg nogensinde ville kunne opmønstre.
4. Og (måske nok den vigtigste grund af ALLE!) der er i forvejen rift om lærerjobs, så ideen om, at jeg skulle kunne komme valsende ind fra sidelinien med en helt forkert uddannelse og overhale køen af nyuddannede lærer indenom, virker for mig fuldstændig absurd! Det er jo faktisk ikke kun inden for mit felt, at det er svært at få job, det gælder sådan set for alle. Og derfor kan arbejdsgiverne tillade sig at stille de højeste krav til både uddannelse og erfaring. Så det er ikke så let at springe fra branche til branche, som det måske har været, den gang der var mangel på arbejdskraft.

Derfor er udtrykket: ”Der er arbejde til dem, der vil ha’ det”et forældet udtryk. Bare fordi man er ledig, har man nu pludselig ikke lov til at vente på og gå efter sit drømmejob. Næ, man skal tage det første det bedste, ellers er man et skarn! Og så lige meget om man egentlig er uddannet til og drømmer om noget andet, så har man bare af at tage de jobs, der er.

Derfor bliver man som ledig – ikke altid, men ofte – mødt af en uforståenhed, når man skal forklare tante Tut og onkel Børge, hvorfor man ikke er i job endnu. Og det giver anledning til det, dagens blogindlæg faktisk skulle handle om; den ”selvforskyldte” negativitet. Jeg sætter selvforskyldt i citationstegn, fordi jeg mener, at det er en negativitet, vi selv tager på os, men som vi absolut på ingen måde selv er skyld i.

At skulle tale om at være ledig og forklare sig overfor diverse familiemedlemmer og venner til diverse påskefrokoster medfører naturligt en enorm mængde stress, selv om man som ledig ikke burde ha’ noget at stresse over, da man jo synes at have oceaner af tid, siden man ikke skal på arbejde – udover det faktum, at man jo netop ikke har noget arbejde (hvilket vel egentlig i sig selv er grund nok til at blive utrolig stresset?)

Og siden alle andre synes at have mirakelkuren, bliver man enormt meget i tvivl om sig selv: Er det mig, der er noget galt med? (Det må det jo være, hvis det eftersigende er så nemt at få et job) Er jeg for kræsen? Måske dur jeg bare ikke til at få job inden for den branche, som jeg drømmer om? Man begynder at stille spørgsmålstegn ved, om tante Tut og Onkel Børge egentlig har ret, når de siger, at jeg burde tage mig til takke med det, jeg kan få. Men det er helt forkert!

(Tante Tut og onkel Børge i fuld vigør!)

Hvis der er noget, der er vigtig for os som ledige, så er det at opretholde en vis mængde positiv energi, en tro på, at vi godt kan, at vi er gode nok. Som ledig får man ikke den bekræftelse, som andre mennesker får i deres job. Der ligger jo et implicit ”du er god nok” bare i det at have et arbejde. Og den bekræftelse må man som ledig selv stå for at opretholde.

En klog mand fra A-kassen sagde en dag til mig: ”Som ledig skrumper man 2 cm for hvert afslag, man får.” Og når man kun er 160 cm høj, er der efterhånden ikke meget mere at ta’ af. På et tidspunkt er jeg nok så lille, at der slet ikke er nogen, der ligger mærke til mig, og til sidst forsvinder jeg helt. Hver eneste ansøgning er så fuld af håb og drømme, at det ligefrem kan gøre ondt helt inderst inde, når man åbner mail-boksen og læser emnefeltet ”AFSLAG”. Derfor er positiv selvbekræftelse et af de vigtigste redskaber, vi kan være i besiddelse af, når vi bliver ledige. Og derfor må tante Tut og onkel Børge pakke deres Jantelov og mirakelkur ned i tasken og gå hjem.

Som ledig søger man bekræftelse, men af en eller anden grund er kommentaren: ”Det skal nok gå” bare ikke nok! Sikkert fordi, det forventes, at man skal være led og ked af sin situation. ”Det skal nok gå” kan meget hurtigt vendes til ”Det går ikke, hvis du ikke snart får et job”. ”Det skal nok gå” er nemlig ofte efterfulgt af de famøse ord: ”Der kommer sikkert snart et job til dig”. Og hvad nu hvis der ikke gør? Er jeg så fuldstændig tabt på gulvet, en lost cause, et special case scenario der ikke dur til noget som helst? Nej, det er (desværre) ofte op til mig selv at puste luft i min positivitets-ballon, så jeg kan svæve over den slags kommentarer, hvor velmente de end er, og vide, at jeg er god nok – med eller uden job.

Næste blogindlæg kommer til at handle om den mængde frustrerende systemer og regler, som bliver pålagt en, når man er ledig (det danske bureaukrati strikes back!). Hvorfor er alle disse regler med til at give ekstra stress, og hvad er egentlig godt og ondt ved de forskellige ordninger? Og så skal vi møde Maria, der vil fortælle om, hvordan hun som nyuddannet blev trukket rundt i manegen i et cirkus ved navn ”Supplerende Dagpenge”.

God Påske til jer alle, hold hovedet højt, det er helt okay at være ledig og svedig!

/ Helle