Efter en rum tids stilhed er jeg tilbage! Tro det eller lad
være, men nogle gange er der faktisk større problemer i livet end at være
ledig. Og nogle gange har man bare fået nok af at skulle sende ansøgninger, til
møder og hver dag vågne op til ingenting. En lille puster i ny og næ giver ny
energi. Desuden arbejder jeg på, efter utallige opfordringer, at gøre bloggen
til en bog – en slags ”Ledig – Kend din krop!”-selvhjælpsbog. For vi bliver
flere og flere, og det kalder på større opmærksomhed på menneskerne bag
ledigheden.
Nå, men jeg er stadig uhjælpeligt ledig og efterhånden en
del mere svedig. Denne gang vil jeg derfor slå et slag (forhåbentlig uden at
fornærme eller støde nogen) for den undergruppe af ledige, jeg selv hører til:
De nyuddannede ledige. De ledige, der er unge både på arbejdsmarkedet og i
livet, de ledige, der ikke har nogen erhvervserfaring (i hvert fald ikke en,
der bliver regnet for noget), de ledige, der er SÅ mange af!
Faktisk gik mindst hver tredje nyuddannet i 2012 direkte ud
i arbejdsløshed, og siden 2008 er antallet af nyuddannede, der har været ledige
i mindst 6 måneder næsten tredoblet. Og disse tal er ikke bare ren nedtur for
os dimittender, det bliver også dyrt for samfundet på længere sigt. I en
opgørelse fra en analyse af AE-rådet / Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2012
fremgår det, at regningen for den høje dimittendledighed frem til 2011 lyder på
1,1 mia. kr. på kort sigt og knap 800 mio. kr. på længere sigt. Det samlede tab
er både en effekt af lavere timeløn for dem, der finder arbejde, samt lavere
beskæftigelse.
Men nu skal det hele heller ikke gå op i tal og
statistikker. Den slags kan vi få nok af i tv-avisen. Hvad, jeg gerne vil tale
om, er de andre konsekvenser af den høje ledighed for nyuddannede. De
personlige konsekvenser og den negative indflydelse det har, når man som ung og
fuld af gåpåmod bliver holdt uden for og ikke kan få et job. Desuden har det jo
også konsekvenser for samfundet, at de nyuddannede ikke får lov til at komme ud
og bruge den nye viden, de har.
Nu siger folk jo, at jeg ikke skal brokke mig, jeg er jo ung
og har hele livet foran mig. Sjovt nok er det netop det, der er problemet. Jeg
kan ikke komme i gang med dette uh, så uendeligt lange liv, jeg tilsyneladende
har foran mig, netop fordi jeg ikke kan få noget job! Og hvis ikke det er
frustrerende, så ved jeg snart ikke, hvad er. Ganske vidst er jeg ung og frisk,
men det er da lige til at blive gammel og grå af at sidde på sin sofa og stirre
ind i væggen hver eneste dag. Det er nærmest som, al livskraft er blevet suget
ud af mig, bare fordi jeg ikke har noget job.
Et andet problem er pengene – ”money makes the world go
round”, som man siger. Det er såmænd ikke fordi, jeg er grådig, og jeg følte
mig nærmest som en stor baron, da jeg gik fra su indkomst til dagpenge – det er
jo næsten dobbelt så meget om måneden! Men altså, nu står min kæreste og jeg
snarligt og skal flytte ud af kollegiet (det er jo kun for studerende), og så
ville det jo være en god idé at spare op til noget indskud. Men når alle de
månedlige udgifter er klaret, er der sgu bare ikke så meget at spare op af.
Det er derfor, vi ikke kan komme i gang med vores liv.
Arbejde giver penge, penge giver råd til hus/lejlighed, hus/lejlighed giver
plads til familieforøgelse osv.. Alt sammen noget der er med til at holde
samfundet og selve livet i gang. Og så har jeg ikke engang sagt noget om det
boost til identiteten og den livslyst og livsglæde, et arbejde kan medføre.
Og så siger optimisterne: ”Penge og høj indkomst er jo ikke
alt.” Det kan godt være, men det hjælper altså utrolig meget på sagen, hvis man
da bare har en normal indkomst til at købe hus, bil og få børn for. Jeg tror,
der findes en del unge nyuddannede derude, der lige som jeg selv føler, at de
er nødt til at sætte deres liv på stand-by, fordi de ikke kan komme ud og prøve
deres evner og viden af. Man bliver simpelthen låst fast af ledigheden og i
ledigheden.
I morges, da jeg sad i venteværelset hos lægen, læste jeg i
Jyllands Posten, at Aarhus universitet og Erhvervsakademi Aarhus melder om et
rekordhøjt antal ansøgere igen i år. Og så er der endda stadig omkring 14 dage,
før fristen for ansøgning udløber. Og hvor er det dejligt, at folk ønsker at
lære mere og udvide deres viden og kompetencer – men hvor er det ærgerligt, at
der ikke er nogle jobs, der venter på dem ude på den anden side.
I artiklen stod det, at de, der søgte ind på uddannelserne,
i høj grad spurgte om og søgte de uddannelser, hvor der var størst mulighed for
job efterfølgende. HA! Jeg var nødt til at ryste på hovedet lidt. Da jeg søgte
ind på universitetet i sin tid, blev jeg da også lovet guld og grønne skove,
når jeg var færdiguddannet – lige som eksempelvis alle folkeskolelærerne eller
sygeplejerskerne for bare 2-3 år siden blev lovet det samme. Virkeligheden er
desværre en anden.
Og det er da til at blive en smule harm over, at regeringen
nærmest skubber de unge ind ad døren til læsesalen – og når de så er kommet
ind, skal de i en helvedes fart skynde sig at komme ud igen med et fint stykke
papir i hånden, hvor der står en eller anden grad på – når man udmærket er klar
over, at det, arbejdsgiverne efterspørger, er erhvervserfaring. Men så får man
selvfølgelig flyttet nogle unge arbejdsløse fra det ene system til det andet,
og det er noget, det pynter på både tal og statistikker. Det er en fin
kortsigtet løsning, som at pisse i bukserne for at holde sig varm.
På trods af mine til tider sure opstød, kan jeg sagtens se,
at det er en uhyggelig svær situation. For hvordan er det lige, man skaber
nogle flere jobs og får flere nyuddannede i arbejde?
Der er jo den skønne løntilskudsordning til rådighed. Denne
ordning burde være min og andre nyuddannedes åbning til jobmarkedet. Ikke desto
mindre har jeg faktisk prøvet flere gange at få afslag på et løntilskud, fordi
jeg ikke havde nok erfaring. Og så forstår jeg da overhovedet ingenting mere!
Er hele ideen med løntilskud ikke, at man skal få noget mere erfaring?
Problemet er, at der er så mange ledige, at ledige med
erhvervserfaring også søger løntilskudsjob – og så er det jo let at sortere
nyuddannede fra. Jeg forstår bare ikke, hvorfor erfaring er blevet sådan et
kæmpe buzzword? Personligt (om end en lille smule farvet) kan jeg da kun se
fordele i at ansætte en nyuddannet:
1. Jeg kommer med den nyeste viden, har masser af
gåpåmod og vil gerne arbejde ekstra hårdt og ekstra meget for at gøre et godt
indtryk.
2. I og med
at jeg netop er ny på arbejdsmarkedet, kan arbejdsgiveren bedre forme mig, som
hun/han vil ha’ mig.
3. Da jeg ikke har særligt meget erhvervserfaring,
kræver jeg ikke det samme i løn, som en med meget erfaring.
Tre gode grunde til at give en nyuddannet en chance. Og
siden løntilskud er blevet invaderet af arbejdsløse med erhvervserfaring
(hvilket er klart, hvor skal de ellers gå hen? All is fair in war and job-hunting),
burde man lave en speciel ordning kun for nyuddannede. Lidt i samme stil som
løntilskud eller akutordningen – hvor ringe de end er, så hjælper de trods alt
nogle få mennesker i job – hvor virksomheder får en pose penge eller tilskud til
løn, hvis de ansætter en nyuddannet. Jeg ved ikke, om det ville hjælpe, men
måske man kunne regne på, om den slags ikke kunne betale sig på den lange bane.
Uden at vide meget om det, så tror jeg faktisk, det kan.
Nå, her fik jeg da luft for en del af mine frustrationer som
nyuddannet og ledig. Igen vil jeg understrege, at det ikke blot er vigtigt at
løse problemet med ungdomsarbejdsløsheden og de nyuddannede, det er vigtigt at
løse alle aspekter af ledigheden. Og skal vi ha’ en strålende fremtid, så er vi
nødt til at fokusere på at gøre livet lidt lettere for de unge og nyuddannede,
som i fremtiden skal trække det tunge læs!
God weekend til alle!
- Helle
