Ledighed som tabu?

Først skal der lyde en undskyldning: Jeg har ikke været så aktiv på bloggen, da jeg lige nu er under selvvalgt uddannelse, det samme, som Maria fra sidste blogindlæg, blev snydt for. Derfor tæller jeg faktisk heller ikke længere med i ledighedsstatistikkerne, et interessant faktum som stiller spørgsmålstegn ved, hvor mange ledige der så rent faktisk findes i landet, når ledige under selvvalgt uddannelse og aktivering ikke tæller med i opgørelserne – vi er flere, end man lige tror.

Og det leder mig videre til en af de ting, som jeg talte med de både flinke og meget kompetente værter på Danmark Direkte om. De havde haft det umådeligt svært med at finde deltagere til programmet, som ville stå frem og stå ved deres ledighed. De, der endelig sagde ja til at medvirke i programmet, ville gerne være anonyme. Det var jeg faktisk ret overrasket over, selv om jeg fra egen erfaring ved, hvor modbydeligt og flovt det kan føles at skulle stå ved, at man er ledig.

Det ændre dog ikke det faktum, at jeg synes, det er enormt ærgerligt, at der alligevel findes så mange mennesker derude, der ikke vil stå ved deres ledighed. For det brude jo ikke være noget, man skal være flov over, og da slet ikke som arbejdsmarkedet ser ud i dag. På den anden side kan det også være nærmest ubærligt at skulle ”smykke” sig med en identitet, som man ikke selv har valgt – at være ledig er jo noget, de færreste har lyst til.

Det ærgerlige ved hele situationen er, at der ikke bliver gjort noget ved stigmatiseringen og omverdenens opfattelse af ledige, hvis vi ikke står ved, at vi er det, hvis vi selv er flove over at være det. Efterfølgende har jeg talt med flere, som under deres ledighed har oplevet et pludseligt skifte i den måde, omverdenen behandlede dem på. Der blev pludselig talt ned til dem, bare fordi de var ledige. Og det er da tankevækkende!

Jeg er heller ikke selv uden skyld. Jeg ved, at jeg selv har haft tendens til at se ned på arbejdsløse og tænke den samme gamle tanke om, at der er arbejde til dem, der vil ha’ det. Hvor hyklerisk jeg end må virke nu (for det er ærgerligt – men tankevækkende – at jeg først skulle blive ledig, før jeg kunne se, hvordan tingene hænger sammen), har jeg måtte sande, at det absolut ikke er tilfældet. Personligt vil jeg ikke stille mig tilfreds med at arbejde på Mac Donalds eller skovle sne for den sags skyld.

Og så kan man kalde mig en ”nasser på systemet”, fordi jeg ikke vil arbejde for enhver pris. Der skal ikke forekomme nogen misforståelse her: Jeg er da ovenud taknemmelig for, at jeg lever i et land, hvor der findes et system, der holder hånden under mig, hvis jeg kommer i ulykke. Det er bare ærgerligt, at nogle ”normale” mennesker med arbejde får mig til at føle som om, at jeg skylder dette system noget. De betaler jo for, at jeg kan få penge, selv om jeg ikke arbejder.

Hvad, de fleste ”normale” mennesker ofte glemmer, er, at jeg til hver en tid gerne vil bytte med dem. Så fantastisk er det skam heller ikke at være på dagpenge. Det er såmænd ikke fordi, jeg er kræsen, men jeg er dog af den overbevisning, at det ikke kan være rigtigt, at man kan gå 20 år i skole, og så findes der ikke noget ordentligt og relevant job til en, når man kommer ud (hvilket også får mig til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor endnu flere unge skal presses ind i uddannelsessystemet, når der ikke er job på den anden side. Der skal jo altså også være nogen, der skal stå og grave med en skovl, man skal huske på, at det ikke er alle, der egner sig til at læse i en bog. Men det er en helt anden diskussion, som jeg tydeligvis har en meget udtrykt mening om, men som ikke skal diskuteres yderligere i dette forum).

Hvis jeg kunne få ét ønske opfyldt, så skulle det være, at der kom noget mere fokus på personerne bag ledigheden i den offentlige debat. Og ikke i form af de efterhånden klassiske: ”Søren kan ikke få noget job, så nu har han lavet et cv på youtube”, eller hvad overskriften i God Aften Danmark ellers kunne lyde. Nej, det, jeg gerne vil ha’, er, at vi flytter fokus over på, hvordan vi som ledige hver især har det med at være ledige, og hvordan vi kan opnå samme status og selvsikkerhed som andre ”normale” mennesker med job. Netop fordi vi står uden anden identitet end ledigheden, har vi især brug for, at andre accepterer os, som vi er – og ikke taler ned til os i en negativt ladet tone. Hvad, vi nogle gange glemmer, er, at der er et menneske bag ledigheden, og ikke en stereotype, som der ellers er tendens til at tro.

Jeg er ofte blevet spurgt, om der slet ikke er noget positivt ved at være ledig. Og jo da, selvfølgelig er der det. Personligt er jeg ikke typen, der skammer mig over at være ledig, problemet er bare, at jeg ofte oplever, at samfundet omkring mig synes, at jeg skal skamme mig. Og derfor kan jeg sagtens forstå, at der er mange ledige, som skammer sig og synes, det er enormt flovt at stå ved deres ledighed. Men sådan skal det altså ikke være!

Desuden kan det være enormt svært at skulle se noget positivt i en situation, som man er blevet tvunget ind i, og som differentierer en fra resten af samfundet. At være ledig sætter grænser for dig, som du ikke selv har valgt at sætte – og det kan være enormt frustrerende!

Som jeg også fortalte om i radioen, så påvirker min ledighed alle andre aspekter i mit liv. Hvad man kan foretage sig med hensyn til huskøb, billån, rejser, ja sågar det at få børn afhænger jo af at ha’ råd. Og at ha’ råd til noget afhænger af din indkomst, som igen afhænger af dit job – som man som ledig ikke har. En ledigs indkomst (og da slet ikke en nyuddannet ledig) efterlader ikke mange guldmønter til sparregrisen – faktisk er min sparregris gået på en drastisk kur, som umuligt kan være sundt for den i længere tid.

Næh, at se det positive i ledigheden kræver en vis psykisk styrke. Hvis jeg skal pege på noget positivt, som jeg helt sikkert får gavn af på længere sigt, så er det, at jeg har lært en hel del om mig selv. Jeg har lært mig selv at kende uden for en identitet, som er defineret af mit job eller studie. At være ledig giver dig lov til at revurdere dig selv, at tænke over, hvem du er – og det kan være enormt svært, når man både på a-kassen og jobcentret føler sig som det næste tilfældige nummer i rækken.

I min hverdag og overfor mig selv definerer jeg mig ikke som ledig. Jeg føler ikke, den identitet passer på mig (og alligevel summer den konstant rundt i baggrunden). Og sådan tror jeg, der er rigtig mange, der har det. Derfor er det også næsten hjerteskærende, når man til sociale sammenkomster bliver tvunget til at omtale sig selv som ledig – eller næsten værre endnu arbejdsløs (UH, hvor jeg krummer tær ved det ord!). Og grunden til, vi har det sådan med de ord, er, fordi de er så negativt ladede.

Det skal ikke være en skam at være ledig. Fokus fra politikerne og jobcentret lægger konstant på at få de ledige i arbejde så hurtigt som muligt. Og den mængde stres overføres så på de enkelte ledige, der får indtrykket af, at de skal skynde sig i job så hurtigt som muligt, næsten lige meget hvad jobbet indebærer. Hvad med at tage sig tid til, hvordan de ledige faktisk har det med at være ledige? Men jeg ved, det er utopi at forestille sig, at der kunne blive tid og penge nok til at tage sig ordentligt af den enkelte og lave individuelle forløb, der kan booste vedkommendes selvtillid, så presset og stressen omkring ansøgninger, jobsamtaler og formularbureaukrati ikke føles så enormt. Så man får taget fat på de ledige, der rent faktisk har det rigtig skidt med at være ledige.

For ledighed bør ikke være tabu! Vi er mange, så der er ingen grund til at være flove over det. Jeg forsøger ikke at gøre ledighed til det nye sort, sådan skal det heller ikke være. Men når vi nu engang er så mange i samme båd, burde vi så ikke sætte fokus på at gøre sejlturen så behagelig som muligt og sørge for, at der ikke er huller i bunden af båden? Vi skulle jo nødig drukne i vores ledighed.

God weekend til alle!

/Helle Hunskjær Madsen

Systemer, systemer - Problemer, problemer

Først og fremmest skal der lyde en stor tak til alle jer, der lyttede med, da jeg var i radioen i lørdags. Hvis du ikke fik hørt det, kan det findes på http://www.dr.dk/radio/#/arkiv/danmark-direkteca. 27 min. inde i programmet. Det var en super fed oplevelse, og debatten satte en masse tanker i gang, som jeg glæder mig til at dele med jer her på bloggen – i næste indlæg.

Dette blogindlæg skal nemlig som lovet handle om de frustrerende systemer og regler, man krydser klinger med, når man er blevet ledig. For med ledigheden medfølger en stor pose fuldt med alle mulige regler og systemer, som synes at ændre sig, lige som man troede, man havde fundet ud af, hvordan det hele fungerer. Men så er det jo godt, at man som ledig har et række kompetente og brillante instanser, som kan vejlede en i vildnæset (implicit ironi kan forekomme).

Heldigvis har jeg ikke på egen krop oplevet, hvor kompliceret nogle bestemte systemer kan være. Mine egne oplevelser rækker kun til de, som alle andre ledige også prøver; hvordan fungerer det lige med det der dagpengekort, hvor mange ansøgninger skal jeg sende om ugen, hvor tit skal jeg på jobcenteret eller a-kassen, ja i det hele taget at finde hoved og hale i, hvad man skal gøre for at få ubetalt sin månedlige understøttelse. Ja bare det at få sig meldt ind i a-kassen med forhåndsgodkendelse og diverse formularer krævede intet mindre end 5 opringninger til a-kassen og jobcentret (og dermed sammenlagt ca. 2 timers dejlig”vente-på-at-nogen-tager-telefonen”-musik – i a-kassens tilfælde for først at komme igennem til kontoret i København og først derefter blive stillet om til kontoret i Aarhus).





Den slags kan jo være frustrerende nok i sig selv. Desværre er der ledige, der kommer ud for, at systemet bliver endnu mere udfordrende og endnu mere snørklende, end det, de fleste af os møder. En af disse ledige er Maria, hvis historie er værd at læse.

Maria er 26 år, bosiddende i Aarhus med sin kæreste og for et halvt år siden uddannet cand.ling.merc i engelsk og international markedskommunikation og pr. Maria stod til, som så mange andre inklusive mig selv, at blive ledig efter endt uddannelse. Det var dog ikke noget, der bekymrede hende særlig meget;

”Jeg havde ikke tænkt så meget over, at jeg nu skulle være ledig. Jeg tænkte, at selvfølgelig er der et job til mig, jeg havde ikke noget i kikkerten eller det vildeste netværk, men startede med at søge med det samme. Desuden havde jeg jo job i Føtex, så fordi jeg havde den form for aktivering, har jeg ikke følt mig ledig på den måde, som man ellers ville føle sig.”



Frem for at sige sit studiejob op inden, hun afsluttede sin uddannelse, var Maria blevet anbefalet af sin a-kasse at blive i jobbet og komme over på ordningen med supplerende dagpenge.

”Jeg havde undersøgt, hvordan det var med supplerende dagpenge inden, jeg blev færdig, netop fordi jeg jo havde jobbet i Føtex. Men det var svært at vide, om jeg nu havde fået de rigtige informationer, for reglerne ændrer sig jo hele tiden. Så jeg spurgte min a-kasse for at være helt sikker. Her fik jeg så at vide, at det altid kan betale sig at være på supplerende dagpenge. Hvad hun så ment med det, ja det skal jeg ikke kunne sige.”

Der var nemlig en del ting, som a-kassen glemte at informere Maria om. Hun føler, at der var visse (men meget vigtige detaljer), der ikke blev taget med i overvejelserne.

Som nyledig har man som bekendt hos de fleste forskellige rettigheder. For eksempel har man ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse inden for en rum tid. Og da Maria gerne ville optimere sine evner på it-området, ville hun vide, om hun stadig kunne nå at få ret til de 6 ugers selvvalgt, selv om hun kom på supplerende dagpenge. Damen fra Marias a-kasse forsikrede hende om, at Maria godt kunne nå det, da kurserne tages inden for 36 ugers ledighed (den regel er for øvrigt lavet om igen, så perioden nu er forlænget), og da det kun er muligt at være på supplerende dagpenge i 30 uger, kunne hun lige nå det.

Desværre glemte a-kassen at informere Maria om en mindre men temmelig vigtig detalje: Så længe man er under opsigelse, kan man heller ikke deltage i selvvagt uddannelse.

”Hun havde jo ikke tænkt på, at jeg havde arbejdet i Føtex i flere år, og derfor oplyste hun mig heller ikke om det, der hedder opsigelsesrettigheder. Det var først efterfølgende, jeg fandt ud af, at man heller ikke må deltage i selvvalgt uddannelse, mens man er under opsigelse – også selv om man slet ikke arbejder mere og egentlig er fyret.

På grund af, at jeg havde været i Føtex så længe, havde jeg 4 måneders opsigelse – under hvilke jeg heller ikke måtte deltage i selvvalgt uddannelse. Derfor kunne jeg jo pludselig ikke nå at tage et kursus inden for de 36 uger.”

Maria var nu lettere frustreret over sin situation. Derfor talte hun med personalechefen i Føtex for at sige, at hun var villig til at forkorte sin opsigelsesperiode, så hun kunne komme i selvvalgt uddannelse. Desværre strider den slags jo mod alle regler om personale- og opsigelsesrettigheder, hvilket Maria selvfølgelig havde fuld forståelse for.

Et andet problem var også, at hvis Maria lod sig fyre fra dags dato, ville hun miste retten til dagpenge i de resterende måneder af opsigelsesperioden. Maria var fanget som en lus mellem 2 negle, og der var ikke noget, hun kunne gøre for at modarbejde systemet.

Der var også en anden konsekvens, Maria heller ikke blev oplyst om. Fra sommeren 2012 blev reglerne for virksomhedspraktik lavet om, så nyuddannede nu kan få lov til at komme i 8 ugers praktik frem for kun 4. Igen glemte a-kassen at informere Maria om, at man mister denne ret, hvis man blot har så meget som en enkelt times betalt arbejde efter, man har meldt sig ledig. Så har man nemlig kun ret til 4 ugers virksomhedspraktik.

Og Maria havde faktisk gået og planlagt en virksomhedspraktik, hvor der også efterfølgende var en jobmulighed i sigte. Denne mulighed blev dog kraftigt reduceret, da Maria pludselig blev oplyst om, at hun kun måtte være i virksomhedspraktik i 4 uger frem for 8.

”I min situation var det rigtig irriterende, fordi jeg måske havde et job i sigte, som jeg kunne gøre mig bedre kvalificeret til, hvis jeg havde haft mulighed for at forlænge min virksomhedspraktik. Og på den måde synes jeg, det er virkelig åndssvagt, at der ikke er nogen form for individuel vurdering, netop fordi mit job i Føtex jo ikke er særligt fagligt relevant.”

Maria følte faktisk, at mange af hendes rettigheder som ledig blev berøvet, blot fordi hun havde sagt ja til at komme på supplerende dagpenge.

”Det er ikke fordi, jeg synes, jeg skal have mere, fordi jeg går på arbejde hver dag og bidrager til samfundet, jeg vil bare have ret til det samme, som alle andre nyuddannede ledige har.”

Marias oplevelser er et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke er inde i reglerne eller modtager dårlig vejledning. Marias historie er også et levende bevis på, at der inden for alle reglerne og systemerne er behov for en større grad af individuel vurdering. Hun fortæller, at hun efterfølgende har klaget sin nød til både a-kasse og jobcenter, og begge steder blev hun mødt af opgivende arme, suk og en slags ”ja det ved vi godt, men det er der ikke noget at gøre ved, sådan er systemet”-attitude.

Så reglerne og systemerne er ikke kun frustrerende for os ledige, de er rent faktisk også frustrerende for de mennesker, der skal håndhæve og vejlede i dem hver eneste dag. Og hvis ikke det kalder på en revurdering af hele ledighedssystemet, ja, så ved jeg snart ikke, hvad der er op og ned længere.

I Marias tilfælde ender historien lykkeligt – ikke fordi, hun får lov til at forlænge sin virksomhedspraktik eller komme i selvvalgt uddannelse – men fordi Maria faktisk har fået sig et job (hun havde første arbejdsdag i dag). Og herfra skal der selvfølgelig lyde et stort tillykke, både med at komme i arbejde og komme ud af systemet.

Og med Marias historie in mente, er mit råd til alle ledige: sæt dig ind i reglerne og overvej alle detaljer FØR, du gør noget, som a-kassen eller jobcentret råder dig til. Det kan have fatale konsekvenser for dig i sidste ende.

Med et ønske om, at alle får en skøn mandag aften!

/ Helle

Kontaktoplysninger - det skal jo til

Efter artiklen på jp.dk i lørdags har der været stor interesse for bloggen. Og det er jeg selvfølgelig super glad for! :) Men jeg er åbenbart en svær dame at støve op. Så derfor laver jeg lige et mellemindlæg med mine kontaktoplysninger til de, der skulle have lyst til at henvende sig.

mvh.

Helle Hunskjær Madsen

mobil: 60 19 09 75

mail: helle87@gmail.com