Den ”selvforskyldte” negativitet – Skru du bare ned for tante Tut og Onkel Børge

Påskens komme betyder, at man bliver ekstra svedig som ledig. Det gør man som regel under højtider, for det betyder, at man skal være sammen med familie og venner til et utal af påskefrokoster og komsammener. Og her undgår man sjældent spørgsmål som: ”Hvordan går det så?”, ”Er du stadig ledig?”, ”Er der noget at søge?” (disse spørgsmål er selvfølgelig nydeligt akkompagneret med den klassiske hængemule og de våde øjne). Meget ofte er disse spørgsmål efterfulgt af et yderligere spørgsmål, der som regel begynder med: ”Har du tænkt på, at du kunne…” – og så kommer mirakelkuren! De fleste ”normale” (her bruger jeg termen fra sidste indlæg, dvs. normal = mennesker med arbejde) tror, at de lige nøjagtig ved, hvordan en ledig kan komme i arbejde. Og det gør de måske også, de er jo selv kommet i job en gang – eller ved de nu også det?

Det pudsige ved et spørgsmål som dette er, at man antager, at en ledig ikke har overvejet alle de muligheder, der kunne være for at komme i arbejde. Faktisk forholder det sig uden tvivl sådan, at de fleste ledige, efter et stykke tid i hvert fald, begynder at overveje og udtænke forskellige planer for, hvordan man kan komme i job – siden det, man har gjort, jo ikke har virket indtil videre. Problemet er (igen), at man alt for hurtig bliver negativ som ledig. Man sidder i en situation, hvor man for alt i verden SKAL have et arbejde, og gerne så hurtigt som muligt.

Derfor er det også umådeligt irriterende (for nu at bruge et måske lidt barnligt men ikke desto mindre sandt udtryk), når man kommer til at tale med andre, der tror, de har knækket koden. ”Hvis du bare gør sådan og sådan, så skal du nok få et job.” Hvis det virkelig var så nemt, mon jeg så ikke allerede havde knækket koden selv? Der er forskel på folk, det er jeg klar over, og jeg siger ikke, at der ikke findes ledige, der udnytter systemet, eller som ikke har tænkt alle muligheder igennem. Men som sagt, er de fleste ledige faktisk utilfredse med at være ledige (jo, den er god nok!), og derfor forsøger vi faktisk at finde en masse alternative måder til at komme i job. Det er vigtigt at forstå, at vi alle sammen er forskellige, bare fordi vi alle sammen er ledige, er vi ikke nødvendigvis ens. Hvad der fik dig i arbejde, er ikke nødvendigvis det, der får mig i arbejde.

Desuden er det naivt at foreslå, at enhver ledig vil være tilfreds med et hvilket som helst job. Personligt bliver jeg med jævne mellemrum foreslået at blive lærevikar i folkeskolen – bare for at ha’ noget at lave. Selv om det ofte er venligt ment, kan jeg faktisk gå hen og blive ganske harm over det af følgende 4 grunde:

1. Hvis jeg gerne ville være folkeskolelære, så havde jeg helt sikkert taget en folkeskolelæreuddannelse.
2. Jeg har ikke lyst til at være folkeskolelære, det ligger faktisk slet ikke til mig at skulle have ansvaret for så mange børn på en gang – også selv om jeg ”bare” er vikar.
3. Jeg ville ikke bryde mig om at skulle ta’ et job fra en læreuddannet, som rent faktisk har lyst til at undervise og ville gå til opgaven med større engagement, end jeg nogensinde ville kunne opmønstre.
4. Og (måske nok den vigtigste grund af ALLE!) der er i forvejen rift om lærerjobs, så ideen om, at jeg skulle kunne komme valsende ind fra sidelinien med en helt forkert uddannelse og overhale køen af nyuddannede lærer indenom, virker for mig fuldstændig absurd! Det er jo faktisk ikke kun inden for mit felt, at det er svært at få job, det gælder sådan set for alle. Og derfor kan arbejdsgiverne tillade sig at stille de højeste krav til både uddannelse og erfaring. Så det er ikke så let at springe fra branche til branche, som det måske har været, den gang der var mangel på arbejdskraft.

Derfor er udtrykket: ”Der er arbejde til dem, der vil ha’ det”et forældet udtryk. Bare fordi man er ledig, har man nu pludselig ikke lov til at vente på og gå efter sit drømmejob. Næ, man skal tage det første det bedste, ellers er man et skarn! Og så lige meget om man egentlig er uddannet til og drømmer om noget andet, så har man bare af at tage de jobs, der er.

Derfor bliver man som ledig – ikke altid, men ofte – mødt af en uforståenhed, når man skal forklare tante Tut og onkel Børge, hvorfor man ikke er i job endnu. Og det giver anledning til det, dagens blogindlæg faktisk skulle handle om; den ”selvforskyldte” negativitet. Jeg sætter selvforskyldt i citationstegn, fordi jeg mener, at det er en negativitet, vi selv tager på os, men som vi absolut på ingen måde selv er skyld i.

At skulle tale om at være ledig og forklare sig overfor diverse familiemedlemmer og venner til diverse påskefrokoster medfører naturligt en enorm mængde stress, selv om man som ledig ikke burde ha’ noget at stresse over, da man jo synes at have oceaner af tid, siden man ikke skal på arbejde – udover det faktum, at man jo netop ikke har noget arbejde (hvilket vel egentlig i sig selv er grund nok til at blive utrolig stresset?)

Og siden alle andre synes at have mirakelkuren, bliver man enormt meget i tvivl om sig selv: Er det mig, der er noget galt med? (Det må det jo være, hvis det eftersigende er så nemt at få et job) Er jeg for kræsen? Måske dur jeg bare ikke til at få job inden for den branche, som jeg drømmer om? Man begynder at stille spørgsmålstegn ved, om tante Tut og Onkel Børge egentlig har ret, når de siger, at jeg burde tage mig til takke med det, jeg kan få. Men det er helt forkert!

(Tante Tut og onkel Børge i fuld vigør!)

Hvis der er noget, der er vigtig for os som ledige, så er det at opretholde en vis mængde positiv energi, en tro på, at vi godt kan, at vi er gode nok. Som ledig får man ikke den bekræftelse, som andre mennesker får i deres job. Der ligger jo et implicit ”du er god nok” bare i det at have et arbejde. Og den bekræftelse må man som ledig selv stå for at opretholde.

En klog mand fra A-kassen sagde en dag til mig: ”Som ledig skrumper man 2 cm for hvert afslag, man får.” Og når man kun er 160 cm høj, er der efterhånden ikke meget mere at ta’ af. På et tidspunkt er jeg nok så lille, at der slet ikke er nogen, der ligger mærke til mig, og til sidst forsvinder jeg helt. Hver eneste ansøgning er så fuld af håb og drømme, at det ligefrem kan gøre ondt helt inderst inde, når man åbner mail-boksen og læser emnefeltet ”AFSLAG”. Derfor er positiv selvbekræftelse et af de vigtigste redskaber, vi kan være i besiddelse af, når vi bliver ledige. Og derfor må tante Tut og onkel Børge pakke deres Jantelov og mirakelkur ned i tasken og gå hjem.

Som ledig søger man bekræftelse, men af en eller anden grund er kommentaren: ”Det skal nok gå” bare ikke nok! Sikkert fordi, det forventes, at man skal være led og ked af sin situation. ”Det skal nok gå” kan meget hurtigt vendes til ”Det går ikke, hvis du ikke snart får et job”. ”Det skal nok gå” er nemlig ofte efterfulgt af de famøse ord: ”Der kommer sikkert snart et job til dig”. Og hvad nu hvis der ikke gør? Er jeg så fuldstændig tabt på gulvet, en lost cause, et special case scenario der ikke dur til noget som helst? Nej, det er (desværre) ofte op til mig selv at puste luft i min positivitets-ballon, så jeg kan svæve over den slags kommentarer, hvor velmente de end er, og vide, at jeg er god nok – med eller uden job.

Næste blogindlæg kommer til at handle om den mængde frustrerende systemer og regler, som bliver pålagt en, når man er ledig (det danske bureaukrati strikes back!). Hvorfor er alle disse regler med til at give ekstra stress, og hvad er egentlig godt og ondt ved de forskellige ordninger? Og så skal vi møde Maria, der vil fortælle om, hvordan hun som nyuddannet blev trukket rundt i manegen i et cirkus ved navn ”Supplerende Dagpenge”.

God Påske til jer alle, hold hovedet højt, det er helt okay at være ledig og svedig!

/ Helle

"Ja, jeg er ledig – og hva’ så?" – Om ledighed som tabu

I sidste indlæg stillede jeg spørgsmålstegn ved, hvad det er, der får vores omgangskreds til at have så ondt af os, når vi er blevet ledige. Det åbenlyse svar er selvfølgelig, at det (næsten) aldrig er vores eget valg, når vi bliver ledige, og derfor har vores venner og bekendte ondt af os, når det sker. De fleste ønsker ikke at stå uden job, fordi det at have et job er så stor en del af det at fungere i samfundet på lige vilkår med alle andre. Og lad os lige holde fast i den tanke lidt endnu …

For når man er ledig, så er man ikke ligesom alle andre. Selv om vi efterhånden er mange, så tilhører vi stadig en minoritetsgruppe i samfundet. Ledige er ikke dem, der er flest af. Hvis man skal gå langt ud (og det gør man jo gerne), kan man beskrive forholdet mellem de ledige og resten af samfundet med et samfundsvidenskabeligt begreb fra 1970’ernes franske socialpolitik, nemlig begrebet ”social eksklusion” (dam, dam, daaaaaammm!! )

Når man er socialt ekskluderet, står man uden for de store grupperinger i samfundet på en række socialøkonomiske områder: vores indkomst er lavere end de flestes, hvilket holder os uden for en række af de ting, som mennesker med et arbejde og en normal indkomst har adgang til. For det andet, har vi ikke noget job, hvilket er det, der kræves for at blive en del af den enorme gruppe af mennesker med job. Vi stræber efter at blive inkluderet og blive accepteret som en del af den store gruppe, som et normalt fungerende individ, der bidrager til samfundet i stedet for at leve af sociale ydelser (hvilket jo heller ikke er de flestes ønskedrøm for resten af livet).

Ja, man føler sig nærmest som en del af en stigmatiseringsproces.  Som ledig står man udenfor døren og banker på i håb om, at nogen på den anden side lukker op. Imens må man tage sig til takke med at være en del af en minoritet, som forventes at opføre sig som ledige, det vil sige konstant stræbe efter at blive ”normal” (altså komme i job), og vi må helst ikke blive for glade for at være på den anden side, for så synes de ”normale”, det er mærkeligt. For hvordan kan man være glad uden at have et job? I vores samfund ses afvigelser fra normen ikke altid som en kvalitet, også selv om denne afvigelse ikke er selvvalgt. Og man kan stille spørgsmålstegn ved, om denne stigmatisering rent faktisk ikke har den modsatte effekt, og fastholder os i den afvigende adfærd, i ledighedsboblen, fordi stigmatiseringen indebærer en forventning om fortsat afvigelse. Hvis du er ledig, så har du af at opføre dig, sådan som det forventes af en ledig.

For mit eget vedkommende føles det som om, jeg bliver fastlåst i en form for identitetskrise (ja, det kalder jeg det!). Når man møder nye mennesker, er et af de første spørgsmål man får som regel: ”Hvad laver du så?” Og så svarer man: ”Jeg er studerende”, eller ”jeg er sygeplejerske”, eller ”jeg er butikselev i Føtex”. Vi identificerer os altid med vores job, netop fordi vores arbejde eller uddannelse er så stor en del af vores hverdag. Når man er ledig, bliver man tildelt en identitet, som man ikke selv har valgt, og svaret bliver da: ”Jeg er ledig” (med alle de negative forbindelser og stigmatisering, der findes i det ene, lillebitte ord).

Jeg befinder mig i en identitetskrise mellem det at være studerende og være en del af arbejdsmarkedet – og den identitet, der befinder sig i dette tomrum, hedder ”ledig”. Den føles som en tung lænke om mit ben, et klistermærke, der sidder uløseligt fast i panden på mig. Jeg må nu, modvilligt, påtage mig en identitet, der er så negativt ladet, at den nærmest er ubærlig.

Men hvorfor er det sådan et tabu at være ledig, hvorfor er det så negativt? Man skulle jo synes, at jo flere ledige, jo mindre tabu. Men er det tilfældet? Ledigheden føles som en epidemi, der spreder sig med lynets hast, og bliver man ramt af den, er det svært at se lyset forude. Og hvorfor er det så sådan? Svaret er måske ligetil: Negativiteten er omnipresent i ledigheden. Og hvorfor skulle den også være andet?

At være ledig bygger på at stræbe efter noget andet, noget bedre – og de fleste gange bliver man afvist, når man forsøger at række hånden ud. Og selv om man prøver at affinde sig med situationen, er det svært netop at gøre det, fordi størstedelen af ens omgangskreds ikke har affundet sig.

Og det er svært at holde sig positiv, når den identitet, man har fået trukket ned over hovedet, har en negativ ladning i samfundet. Men det er ikke kun vores opfattelse af det at være ledig, der gør ledig-identiteten negativ og ubærlig. Det er også alle de psykologiske processer, man bliver tvunget til at gennemgå, når man bliver ledig: Er jeg god nok? Hvorfor vil ingen have mig? Hvad kan jeg overhovedet? Får jeg nogensinde et job? Hvorfor får alle mine venner et job, men jeg gør ikke? Hvad skal jeg gøre for at blive mere attraktiv for jobmarkedet? Alle sammen spørgsmål der for de fleste af os nok synes en smule angstprovokerende.

Næste blog-indlæg kommer derfor til at handle om den "selvforskyldte" negativitet, om de tvivlsspørgsmål man uundgåeligt ramler ind i, når man er ledig. Hvordan kommer vi ud af den negative tankegang, og kan vi overhovedet det, mens vi er ledige?

Jeg håber, jeg har vakt nogle tanker, både blandt de ledige og svedige og blandt de ”normale” med et job. I er selvfølgelig altid velkomne til at kommentere, hvis I er enige eller uenige, lad os få startet en debat om og sat fokus på, hvordan det er at være ledig i Danmark anno 2013!

Som ekstra linker jeg til en artikel, som en facebook-veninde uploadede tidligere i dag. En interessant artikel omkring en stigmatisering af nyuddannede og om, hvordan man kan blive kasseret, selv om man har gjort alt det, der forventes af en ledig. Og den beskriver desuden problemerne med den famøse løntilskudsordning.

http://avisen.dk/de-ville-have-mig-i-to-aar-uden-loen_141503.aspx  

God weekend til alle! J

Ledig og Svedig - Positivt eller negativt?

Da jeg i oktober sidste år blev færdig med min uddannelse som Cand.mag. i Æstetik og Kultur, var jeg fuld af fortrøstning. ”Ork!” sagde jeg, ”Jeg har nok et job, inden der er gået 3 måneder. Hvis bare jeg har det, så er det fint. Jeg vil jo ikke være urealistisk.” Nu er det efterhånden 5 måneder siden, jeg kom med denne udtalelse, og jeg må sande, at jeg kommer til at æde mine ord i mig igen. Selv efter næsten 20 års skolegang er jeg stadig ikke interessant for jobmarkedet. Men hvad er det, jeg gør galt?

I løbet af mine knap 5 måneders ledighed har jeg sendt næsten 50 ansøgninger – og jeg har ikke modtaget et eneste positivt svar. Jeg ville gerne, at jeg kunne blive ved med at skyde skylden på samfundet, jeg er jo ikke den eneste i denne situation, og så har jeg oven i købet en humanistisk uddannelse! Til mit første møde på A-kassen fik jeg denne kommentar: ”Nå, du er uddannet indenfor det kulturelle felt? Ja, du kommer til at være her et stykke tid.” (Forestil jer en a-kasse-medarbejder, der læner sig langt tilbage i sin stol med et smørret grin fra det ene øre til det andet.) Så der stod jeg, nyudklækket og klar på næsten hvad som helst, og så er der ingenting – ikke andet end en spydig kommentar og en rådighedsgodkendelse.

Selv om den aktuelle bruttoledighed er på over 160.000, er det stadig et tabu at være ledig.  Jeg oplever det hver eneste gang, jeg bliver spurgt om, hvad jeg laver. Når jeg så svarer: ”Jeg er ledig”, kan jeg nærmest se forvandlingen i personens ansigt: Mundvigene vender pludselig nedad, øjenbrynene tager en bekymret drejning, øjnene bliver blanke som små hundeøjnene, og så kommer ordene: ”Nåååårh, det var da synd for dig!” Som om, det er den værst tænkelig ulykke, der er overgået mig. Og så forventes der ligesom, at jeg skal stemme i, nærmest bryde ud i gråd over min ulykkelige skæbne. I stedet giver jeg standardsvaret: ”Tjah, men det er der jo så mange, der er.” Og det er jo også rigtigt. Men alligevel sniger den dårlige samvittighed og usikkerheden omkring ikke at være god nok sig ind på mig bagfra og overmander mig langsomt.

Derfor er jeg ledig og svedig. Jeg er ledig i ordets negative forstand. Jeg mangler et job, og derfor er jeg udstødt fra samfundet – også selv om jeg er en del af de 160.000 andre ledige. Og det gør mig svedig. Jeg bliver nervøs og tænker: ”Hvad skal der dog blive af mig?” Jeg er frustreret, fordi jeg konstant bevæger mig inden for en enormt negativ sfære, som jeg hele tiden skal forsøge at vende til noget positivt. Så det gør jeg nu.

Jeg er ledig i ordets positive forstand. Jeg har ganske vidst ikke noget job, men det betyder bare, at alle muligheder er åbne for mig, jeg kan gå hvilken vej, det skal være (hvis det da så bare forholdt sig sådan, at jeg kunne vælge og vrage). Og så er jeg svedig i ordets anden betydning: jeg er sej, jeg er mega svedig! Jeg kan jo faktisk mange ting, og jeg har masser at byde på – men hvorfor er der så ingen, der kan se det?

Nej, det er ikke nemt at være ledig og svedig. Og jeg er jo ikke den eneste. Måske kan jeg blogge mig til en positiv indstilling uden negative sidekommentarer? Det skal i hvert fald prøves!

Mit næste blogindlæg handler (igen) om ledighed som tabu: Hvad er det, der får vores omgangskreds til at ha’ så ondt af os? Hvad skal vi gøre med det konstante negative fokus? Og hvorfor er det, at det ikke er til at slippe af med den sorte sky fyldt med dårligdomme, der svæver over ens hoved, når man er ledig?

Jeg håber, jeg har vakt nogens interesse, og at I vil følge med i, hvilke tanker jeg gør mig om det at være ledig og svedig. Jeg glæder mig i hvert fald til at dele dem med jer. J