I sidste indlæg stillede jeg spørgsmålstegn ved, hvad det
er, der får vores omgangskreds til at have så ondt af os, når vi er blevet
ledige. Det åbenlyse svar er selvfølgelig, at det (næsten) aldrig er vores eget
valg, når vi bliver ledige, og derfor har vores venner og bekendte ondt af os, når det sker. De fleste ønsker ikke at stå uden job, fordi det at
have et job er så stor en del af det at fungere i samfundet på lige vilkår med
alle andre. Og lad os lige holde fast i den tanke lidt endnu …
For når man er ledig, så er man ikke ligesom alle andre.
Selv om vi efterhånden er mange, så tilhører vi stadig en minoritetsgruppe i
samfundet. Ledige er ikke dem, der er flest af. Hvis man skal gå langt ud (og
det gør man jo gerne), kan man beskrive forholdet mellem de ledige og resten af
samfundet med et samfundsvidenskabeligt begreb fra 1970’ernes franske
socialpolitik, nemlig begrebet ”social eksklusion” (dam, dam, daaaaaammm!! )
Når man er socialt ekskluderet, står man uden for de store
grupperinger i samfundet på en række socialøkonomiske områder: vores indkomst
er lavere end de flestes, hvilket holder os uden for en række af de ting, som
mennesker med et arbejde og en normal indkomst har adgang til. For det andet,
har vi ikke noget job, hvilket er det, der kræves for at blive en del af den
enorme gruppe af mennesker med job. Vi stræber efter at blive inkluderet og
blive accepteret som en del af den store gruppe, som et normalt fungerende
individ, der bidrager til samfundet i stedet for at leve af sociale ydelser
(hvilket jo heller ikke er de flestes ønskedrøm for resten af livet).
Ja, man føler sig nærmest som en del af en
stigmatiseringsproces. Som ledig står
man udenfor døren og banker på i håb om, at nogen på den anden side lukker op.
Imens må man tage sig til takke med at være en del af en minoritet, som
forventes at opføre sig som ledige, det vil sige konstant stræbe efter at blive
”normal” (altså komme i job), og vi må helst ikke blive for glade for at være
på den anden side, for så synes de ”normale”, det er mærkeligt. For hvordan kan
man være glad uden at have et job? I vores samfund ses afvigelser fra normen
ikke altid som en kvalitet, også selv om denne afvigelse ikke er selvvalgt. Og
man kan stille spørgsmålstegn ved, om denne stigmatisering rent faktisk ikke
har den modsatte effekt, og fastholder os i den afvigende adfærd, i
ledighedsboblen, fordi stigmatiseringen indebærer en forventning om fortsat
afvigelse. Hvis du er ledig, så har du af at opføre dig, sådan som det
forventes af en ledig.
For mit eget vedkommende føles det som om, jeg bliver
fastlåst i en form for identitetskrise (ja, det kalder jeg det!). Når man møder
nye mennesker, er et af de første spørgsmål man får som regel: ”Hvad laver du
så?” Og så svarer man: ”Jeg er studerende”, eller ”jeg er sygeplejerske”, eller
”jeg er butikselev i Føtex”. Vi identificerer os altid med vores job, netop
fordi vores arbejde eller uddannelse er så stor en del af vores hverdag. Når
man er ledig, bliver man tildelt en identitet, som man ikke selv har valgt, og
svaret bliver da: ”Jeg er ledig” (med alle de negative forbindelser og
stigmatisering, der findes i det ene, lillebitte ord).
Jeg befinder mig i en identitetskrise mellem det at være
studerende og være en del af arbejdsmarkedet – og den identitet, der befinder
sig i dette tomrum, hedder ”ledig”. Den føles som en tung lænke om mit ben, et
klistermærke, der sidder uløseligt fast i panden på mig. Jeg må nu, modvilligt,
påtage mig en identitet, der er så negativt ladet, at den nærmest er ubærlig.
Men hvorfor er det sådan et tabu at være ledig, hvorfor er
det så negativt? Man skulle jo synes, at jo flere ledige, jo mindre tabu. Men
er det tilfældet? Ledigheden føles som en epidemi, der spreder sig med lynets
hast, og bliver man ramt af den, er det svært at se lyset forude. Og hvorfor er
det så sådan? Svaret er måske ligetil: Negativiteten er omnipresent i
ledigheden. Og hvorfor skulle den også være andet?
At være ledig bygger på at stræbe efter noget andet, noget
bedre – og de fleste gange bliver man afvist, når man forsøger at række hånden
ud. Og selv om man prøver at affinde sig med situationen, er det svært netop at
gøre det, fordi størstedelen af ens omgangskreds ikke har affundet sig.
Og det er svært at holde sig positiv, når den identitet, man
har fået trukket ned over hovedet, har en negativ ladning i samfundet. Men det er
ikke kun vores opfattelse af det at være ledig, der gør ledig-identiteten
negativ og ubærlig. Det er også alle de psykologiske processer, man bliver tvunget til at
gennemgå, når man bliver ledig: Er jeg god nok? Hvorfor vil ingen have mig?
Hvad kan jeg overhovedet? Får jeg nogensinde et job? Hvorfor får alle mine
venner et job, men jeg gør ikke? Hvad skal jeg gøre for at blive mere attraktiv
for jobmarkedet? Alle sammen spørgsmål der for de fleste af os nok synes en
smule angstprovokerende.
Næste blog-indlæg kommer derfor til at handle om den
"selvforskyldte" negativitet, om de tvivlsspørgsmål man uundgåeligt ramler ind i,
når man er ledig. Hvordan kommer vi ud af den negative tankegang, og kan vi overhovedet det, mens vi er ledige?Jeg håber, jeg har vakt nogle tanker, både blandt de ledige og svedige og blandt de ”normale” med et job. I er selvfølgelig altid velkomne til at kommentere, hvis I er enige eller uenige, lad os få startet en debat om og sat fokus på, hvordan det er at være ledig i Danmark anno 2013!
Som ekstra linker jeg til en artikel, som en facebook-veninde
uploadede tidligere i dag. En interessant artikel omkring en stigmatisering af
nyuddannede og om, hvordan man kan blive kasseret, selv om man har gjort alt
det, der forventes af en ledig. Og den beskriver desuden problemerne med den
famøse løntilskudsordning.
God weekend til alle! J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar