Dette blogindlæg skal nemlig som lovet handle om de frustrerende systemer og regler, man krydser klinger med, når man er blevet ledig. For med ledigheden medfølger en stor pose fuldt med alle mulige regler og systemer, som synes at ændre sig, lige som man troede, man havde fundet ud af, hvordan det hele fungerer. Men så er det jo godt, at man som ledig har et række kompetente og brillante instanser, som kan vejlede en i vildnæset (implicit ironi kan forekomme).
Heldigvis har jeg ikke på egen krop oplevet, hvor kompliceret nogle bestemte systemer kan være. Mine egne oplevelser rækker kun til de, som alle andre ledige også prøver; hvordan fungerer det lige med det der dagpengekort, hvor mange ansøgninger skal jeg sende om ugen, hvor tit skal jeg på jobcenteret eller a-kassen, ja i det hele taget at finde hoved og hale i, hvad man skal gøre for at få ubetalt sin månedlige understøttelse. Ja bare det at få sig meldt ind i a-kassen med forhåndsgodkendelse og diverse formularer krævede intet mindre end 5 opringninger til a-kassen og jobcentret (og dermed sammenlagt ca. 2 timers dejlig”vente-på-at-nogen-tager-telefonen”-musik – i a-kassens tilfælde for først at komme igennem til kontoret i København og først derefter blive stillet om til kontoret i Aarhus).
Den slags kan jo være frustrerende nok i sig selv. Desværre er der ledige, der kommer ud for, at systemet bliver endnu mere udfordrende og endnu mere snørklende, end det, de fleste af os møder. En af disse ledige er Maria, hvis historie er værd at læse.
Maria er 26 år, bosiddende i Aarhus med sin kæreste og for et halvt år siden uddannet cand.ling.merc i engelsk og international markedskommunikation og pr. Maria stod til, som så mange andre inklusive mig selv, at blive ledig efter endt uddannelse. Det var dog ikke noget, der bekymrede hende særlig meget;
”Jeg havde ikke tænkt så meget over, at jeg nu skulle være ledig. Jeg tænkte, at selvfølgelig er der et job til mig, jeg havde ikke noget i kikkerten eller det vildeste netværk, men startede med at søge med det samme. Desuden havde jeg jo job i Føtex, så fordi jeg havde den form for aktivering, har jeg ikke følt mig ledig på den måde, som man ellers ville føle sig.”
Frem for at sige sit studiejob op inden, hun afsluttede sin uddannelse, var Maria blevet anbefalet af sin a-kasse at blive i jobbet og komme over på ordningen med supplerende dagpenge.
”Jeg havde undersøgt, hvordan det var med supplerende dagpenge inden, jeg blev færdig, netop fordi jeg jo havde jobbet i Føtex. Men det var svært at vide, om jeg nu havde fået de rigtige informationer, for reglerne ændrer sig jo hele tiden. Så jeg spurgte min a-kasse for at være helt sikker. Her fik jeg så at vide, at det altid kan betale sig at være på supplerende dagpenge. Hvad hun så ment med det, ja det skal jeg ikke kunne sige.”
Som nyledig har man som bekendt hos de fleste forskellige rettigheder. For eksempel har man ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse inden for en rum tid. Og da Maria gerne ville optimere sine evner på it-området, ville hun vide, om hun stadig kunne nå at få ret til de 6 ugers selvvalgt, selv om hun kom på supplerende dagpenge. Damen fra Marias a-kasse forsikrede hende om, at Maria godt kunne nå det, da kurserne tages inden for 36 ugers ledighed (den regel er for øvrigt lavet om igen, så perioden nu er forlænget), og da det kun er muligt at være på supplerende dagpenge i 30 uger, kunne hun lige nå det.
Desværre glemte a-kassen at informere Maria om en mindre men temmelig vigtig detalje: Så længe man er under opsigelse, kan man heller ikke deltage i selvvagt uddannelse.
”Hun havde jo ikke tænkt på, at jeg havde arbejdet i Føtex i flere år, og derfor oplyste hun mig heller ikke om det, der hedder opsigelsesrettigheder. Det var først efterfølgende, jeg fandt ud af, at man heller ikke må deltage i selvvalgt uddannelse, mens man er under opsigelse – også selv om man slet ikke arbejder mere og egentlig er fyret.
På grund af, at jeg havde været i Føtex så længe, havde jeg 4 måneders opsigelse – under hvilke jeg heller ikke måtte deltage i selvvalgt uddannelse. Derfor kunne jeg jo pludselig ikke nå at tage et kursus inden for de 36 uger.”
Maria var nu lettere frustreret over sin situation. Derfor talte hun med personalechefen i Føtex for at sige, at hun var villig til at forkorte sin opsigelsesperiode, så hun kunne komme i selvvalgt uddannelse. Desværre strider den slags jo mod alle regler om personale- og opsigelsesrettigheder, hvilket Maria selvfølgelig havde fuld forståelse for. 
Et andet problem var også, at hvis Maria lod sig fyre fra dags dato, ville hun miste retten til dagpenge i de resterende måneder af opsigelsesperioden. Maria var fanget som en lus mellem 2 negle, og der var ikke noget, hun kunne gøre for at modarbejde systemet.
Der var også en anden konsekvens, Maria heller ikke blev oplyst om. Fra sommeren 2012 blev reglerne for virksomhedspraktik lavet om, så nyuddannede nu kan få lov til at komme i 8 ugers praktik frem for kun 4. Igen glemte a-kassen at informere Maria om, at man mister denne ret, hvis man blot har så meget som en enkelt times betalt arbejde efter, man har meldt sig ledig. Så har man nemlig kun ret til 4 ugers virksomhedspraktik.
Og Maria havde faktisk gået og planlagt en virksomhedspraktik, hvor der også efterfølgende var en jobmulighed i sigte. Denne mulighed blev dog kraftigt reduceret, da Maria pludselig blev oplyst om, at hun kun måtte være i virksomhedspraktik i 4 uger frem for 8.
”I min situation var det rigtig irriterende, fordi jeg måske havde et job i sigte, som jeg kunne gøre mig bedre kvalificeret til, hvis jeg havde haft mulighed for at forlænge min virksomhedspraktik. Og på den måde synes jeg, det er virkelig åndssvagt, at der ikke er nogen form for individuel vurdering, netop fordi mit job i Føtex jo ikke er særligt fagligt relevant.”
Maria følte faktisk, at mange af hendes rettigheder som ledig blev berøvet, blot fordi hun havde sagt ja til at komme på supplerende dagpenge.
”Det er ikke fordi, jeg synes, jeg skal have mere, fordi jeg går på arbejde hver dag og bidrager til samfundet, jeg vil bare have ret til det samme, som alle andre nyuddannede ledige har.”
Marias oplevelser er et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke er inde i reglerne eller modtager dårlig vejledning. Marias historie er også et levende bevis på, at der inden for alle reglerne og systemerne er behov for en større grad af individuel vurdering. Hun fortæller, at hun efterfølgende har klaget sin nød til både a-kasse og jobcenter, og begge steder blev hun mødt af opgivende arme, suk og en slags ”ja det ved vi godt, men det er der ikke noget at gøre ved, sådan er systemet”-attitude.
Så reglerne og systemerne er ikke kun frustrerende for os ledige, de er rent faktisk også frustrerende for de mennesker, der skal håndhæve og vejlede i dem hver eneste dag. Og hvis ikke det kalder på en revurdering af hele ledighedssystemet, ja, så ved jeg snart ikke, hvad der er op og ned længere.
I Marias tilfælde ender historien lykkeligt – ikke fordi, hun får lov til at forlænge sin virksomhedspraktik eller komme i selvvalgt uddannelse – men fordi Maria faktisk har fået sig et job (hun havde første arbejdsdag i dag). Og herfra skal der selvfølgelig lyde et stort tillykke, både med at komme i arbejde og komme ud af systemet.
Og med Marias historie in mente, er mit råd til alle ledige: sæt dig ind i reglerne og overvej alle detaljer FØR, du gør noget, som a-kassen eller jobcentret råder dig til. Det kan have fatale konsekvenser for dig i sidste ende.
Med et ønske om, at alle får en skøn mandag aften!
/ Helle
Jeg kender Marias historie hele vejen igennem. Jeg har også valgt at fortsætte i mit deltidsjob med supplerende dagpenge - mest fordi jeg ikke havde råd til at sige op, før jeg var færdiguddannet, men også for at have lidt at lave engang i mellem. Dengang var jeg ikke klar over, at jeg ikke kunne komme på selvvalgt uddannelse, eller at jeg kun kunne komme i 4 ugers virksomhedspraktik. Og ligesom Maria fik jeg at vide af a-kassen, at det sagtens kunne svare sig at beholde mit studiejob. Det har jeg så fundet ud af, at det på ingen måde kunne!
SvarSletØkonomisk vinder jeg absolut intet på det. Jeg har ikke kunnet komme på kursus. Derudover har jeg heller ikke taget højde for, at det kan være lidt svært at arbejde et vist antal timer ugentligt samtidig med, at der skal sendes minimum 2 ansøgninger pr. uge. Og virksomhedspraktik har da været helt udelukket, for hvordan skulle jeg kunne nå det hele. Har jeg klaget min nød, har jeg bare fået spørgsmålet: "Jamen, hvorfor sørgede du ikke bare for at sige op inden?".
Nu er jeg endelig ved at ramme de 30 uger på supplerende dagpenge, og jeg kan opsige min stilling uden at komme i karantæne. Endelig, endelig, endelig kan jeg begynde at søge det kursus, som jeg har haft i kikkerten, siden jeg blev færdiguddannet. Desværre skal det ikke blive så nemt, som jeg havde troet...
Fordi det er sommer, begynder næste kursus først midt i august, og derfor vil min første ledighedsperiode (hvor jeg har ret til 6 ugers selvvalgt kursus) afsluttes en uge før selve kurset. For at løse dette problem måtte jeg enten lave en aftale med jobcenteret for at få dem til at betale den sidste uge, eller jeg kunne holde en uges ferie (feriekonto). Netop som jeg havde meldt ferie til jobcenteret, fik jeg brev fra a-kassen om, at der er blevet lavet nye regler på området. Regler som betyder, at nyledige kun har ret til selvvalgt kursus inden for de første 6 mdr. i stedet for 9 mdr. Skulle jeg og andre i min situation undgå denne regel, skal kurset være ansøgt og godkendt inden d. 1. juli. Min ansøgning er sendt af sted, jeg har fået at vide, at der er plads på kurset, nu venter jeg bare på at få besked fra a-kassen. Og ja, jeg venter meget utålmodigt i spænding og håber inderligt på, at det når at blive godkendt. Hvis ikke... ja, så ved jeg sgu ikke, hvad jeg gør. Som jeg ser det, vil det være så dumt, hvis jeg ikke får muligheden, for kurset er mere end relevant for min fremtidige jobsøgning, da det vil give mig kompetencer, som jeg ikke kunnet have fået på studiet, og som er et kvalifikationskrav til de fleste af de stillinger, jeg søger.