Og det leder mig videre til en af de ting, som jeg talte med
de både flinke og meget kompetente værter på Danmark Direkte om. De havde haft
det umådeligt svært med at finde deltagere til programmet, som ville stå frem
og stå ved deres ledighed. De, der endelig sagde ja til at medvirke i
programmet, ville gerne være anonyme. Det var jeg faktisk ret overrasket over,
selv om jeg fra egen erfaring ved, hvor modbydeligt og flovt det kan føles at
skulle stå ved, at man er ledig.
Det ændre dog ikke det faktum, at jeg synes, det er enormt
ærgerligt, at der alligevel findes så mange mennesker derude, der ikke vil stå
ved deres ledighed. For det brude jo ikke være noget, man skal være flov over,
og da slet ikke som arbejdsmarkedet ser ud i dag. På den anden side kan det også
være nærmest ubærligt at skulle ”smykke” sig med en identitet, som man ikke
selv har valgt – at være ledig er jo noget, de færreste har lyst til.
Det ærgerlige ved hele situationen er, at der ikke bliver
gjort noget ved stigmatiseringen og omverdenens opfattelse af ledige, hvis vi
ikke står ved, at vi er det, hvis vi selv er flove over at være det.
Efterfølgende har jeg talt med flere, som under deres ledighed har oplevet et
pludseligt skifte i den måde, omverdenen behandlede dem på. Der blev pludselig talt
ned til dem, bare fordi de var ledige. Og det er da tankevækkende!
Jeg er heller ikke selv uden skyld. Jeg ved, at jeg selv har
haft tendens til at se ned på arbejdsløse og tænke den samme gamle tanke om, at
der er arbejde til dem, der vil ha’ det. Hvor hyklerisk jeg end må virke nu
(for det er ærgerligt – men tankevækkende – at jeg først skulle blive ledig,
før jeg kunne se, hvordan tingene hænger sammen), har jeg måtte sande, at det
absolut ikke er tilfældet. Personligt vil jeg ikke stille mig tilfreds med at
arbejde på Mac Donalds eller skovle sne for den sags skyld.
Og så kan man kalde mig en ”nasser på systemet”, fordi jeg
ikke vil arbejde for enhver pris. Der skal ikke forekomme nogen misforståelse
her: Jeg er da ovenud taknemmelig for, at jeg lever i et land, hvor der findes
et system, der holder hånden under mig, hvis jeg kommer i ulykke. Det er bare
ærgerligt, at nogle ”normale” mennesker med arbejde får mig til at føle som om,
at jeg skylder dette system noget. De betaler jo for, at jeg kan få penge, selv
om jeg ikke arbejder.
Hvad, de fleste ”normale” mennesker ofte glemmer, er, at jeg
til hver en tid gerne vil bytte med dem. Så fantastisk er det skam heller ikke
at være på dagpenge. Det er såmænd ikke fordi, jeg er kræsen, men jeg er dog af
den overbevisning, at det ikke kan være rigtigt, at man kan gå 20 år i skole,
og så findes der ikke noget ordentligt og relevant job til en, når man kommer
ud (hvilket også får mig til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor endnu flere
unge skal presses ind i uddannelsessystemet, når der ikke er job på den anden
side. Der skal jo altså også være nogen, der skal stå og grave med en skovl,
man skal huske på, at det ikke er alle, der egner sig til at læse i en bog. Men
det er en helt anden diskussion, som jeg tydeligvis har en meget udtrykt mening
om, men som ikke skal diskuteres yderligere i dette forum).
Hvis jeg kunne få ét ønske opfyldt, så skulle det være, at
der kom noget mere fokus på personerne bag ledigheden i den offentlige debat.
Og ikke i form af de efterhånden klassiske: ”Søren kan ikke få noget job, så nu
har han lavet et cv på youtube”, eller hvad overskriften i God Aften Danmark
ellers kunne lyde. Nej, det, jeg gerne vil ha’, er, at vi flytter fokus over
på, hvordan vi som ledige hver især har det med at være ledige, og hvordan vi kan
opnå samme status og selvsikkerhed som andre ”normale” mennesker med job. Netop
fordi vi står uden anden identitet end ledigheden, har vi især brug for, at
andre accepterer os, som vi er – og ikke taler ned til os i en negativt ladet
tone. Hvad, vi nogle gange glemmer, er, at der er et menneske bag ledigheden,
og ikke en stereotype, som der ellers er tendens til at tro.
Jeg er ofte blevet
spurgt, om der slet ikke er noget positivt ved at være ledig. Og jo da,
selvfølgelig er der det. Personligt er jeg ikke typen, der skammer mig over at
være ledig, problemet er bare, at jeg ofte oplever, at samfundet omkring mig
synes, at jeg skal skamme mig. Og derfor kan jeg sagtens forstå, at der er
mange ledige, som skammer sig og synes, det er enormt flovt at stå ved deres
ledighed. Men sådan skal det altså ikke være!
Desuden kan det være enormt svært at skulle se noget
positivt i en situation, som man er blevet tvunget ind i, og som differentierer
en fra resten af samfundet. At være ledig sætter grænser for dig, som du ikke
selv har valgt at sætte – og det kan være enormt frustrerende!
Som jeg også fortalte om i radioen, så påvirker min ledighed
alle andre aspekter i mit liv. Hvad man kan foretage sig med hensyn til huskøb,
billån, rejser, ja sågar det at få børn afhænger jo af at ha’ råd. Og at ha’ råd
til noget afhænger af din indkomst, som igen afhænger af dit job – som man som
ledig ikke har. En ledigs indkomst (og da slet ikke en nyuddannet ledig)
efterlader ikke mange guldmønter til sparregrisen – faktisk er min sparregris
gået på en drastisk kur, som umuligt kan være sundt for den i længere tid.
Næh, at se det positive i ledigheden kræver en vis psykisk
styrke. Hvis jeg skal pege på noget positivt, som jeg helt sikkert får gavn af
på længere sigt, så er det, at jeg har lært en hel del om mig selv. Jeg har
lært mig selv at kende uden for en identitet, som er defineret af mit job eller
studie. At være ledig giver dig lov til at revurdere dig selv, at tænke over,
hvem du er – og det kan være enormt svært, når man både på a-kassen og
jobcentret føler sig som det næste tilfældige nummer i rækken.
I min hverdag og overfor mig selv definerer jeg mig ikke som
ledig. Jeg føler ikke, den identitet passer på mig (og alligevel summer den
konstant rundt i baggrunden). Og sådan tror jeg, der er rigtig mange, der har
det. Derfor er det også næsten hjerteskærende, når man til sociale
sammenkomster bliver tvunget til at omtale sig selv som ledig – eller næsten
værre endnu arbejdsløs (UH, hvor jeg krummer tær ved det ord!). Og grunden til,
vi har det sådan med de ord, er, fordi de er så negativt ladede.
Det skal ikke være en skam at være ledig. Fokus fra
politikerne og jobcentret lægger konstant på at få de ledige i arbejde så
hurtigt som muligt. Og den mængde stres overføres så på de enkelte ledige, der
får indtrykket af, at de skal skynde sig i job så hurtigt som muligt, næsten
lige meget hvad jobbet indebærer. Hvad med at tage sig tid til, hvordan de
ledige faktisk har det med at være ledige? Men jeg ved, det er utopi at
forestille sig, at der kunne blive tid og penge nok til at tage sig ordentligt
af den enkelte og lave individuelle forløb, der kan booste vedkommendes
selvtillid, så presset og stressen omkring ansøgninger, jobsamtaler og
formularbureaukrati ikke føles så enormt. Så man får taget fat på de ledige,
der rent faktisk har det rigtig skidt med at være ledige.
For ledighed bør ikke være tabu! Vi er mange, så der er
ingen grund til at være flove over det. Jeg forsøger ikke at gøre ledighed til
det nye sort, sådan skal det heller ikke være. Men når vi nu engang er så mange
i samme båd, burde vi så ikke sætte fokus på at gøre sejlturen så behagelig som
muligt og sørge for, at der ikke er huller i bunden af båden? Vi skulle jo
nødig drukne i vores ledighed.
God weekend til alle!
/Helle Hunskjær Madsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar